Mamma mia, la pasta!

Paa opfordring og med tilladelse fra kokken kan jeg med stolthed praesentere Ravioli! 

Det skal ikke vaere nogen hemmelighed, at her spiser vi godt - baade til morgen, middag og til aften! Og vi spiser sammen, allesammen, og gerne med familiens venner, hvis de kigger forbi. Vi spiser i familierummet paa restauranten og der er altid rigeligt at vaelge mellem paa bordet. Faktisk saa meget og saa godt, at jeg kan tage mig selv i et kort oejebliks vanvid at taenke " er der ikke andet", hvis der ventes rigtig mange gaester i restauranten og koekkenet er godt igang.

Gaesterne skal forkaeles efter bogen og lidt til, for det ligger i den italienske kultur at ville bespise en gaest. Ingen maa gaa sultne herfra og alle skal have en smagsoplevelse af den helt store slags. Marisa og Gianni har haft restauranten i nogen og 30 aar og mestrer denne kunst til fulde. Koekkenet er meget traditionelt for regionen, og tilbyder hjemmelavet, frisk pasta, vildsvin og polenta, retter med troeffel og svampe, ligesom Massi er en fantastisk createur du dessert(pardon my french...). 

Massi laver pastadej

For dem som har vaeret med til at lave pasta paa vores madlavningskursus, er det ikke nogen hemmelighed, at det er virkelig sjovt og svaert at lave pasta. De store traeplader og de èn meter lange pastarullere bliver fundet frem og saa skal der laves pasta! Man tildeles lille skaal med 270 gram mel, et stort aeg og en gaffel. Opskriften raekker til 4 personer. 

Saa er det ellers at gaa igang. Man laver laver en lille "vulkan" med melet, altsaa et bjerg med hul i midten. Heri slaar man aegget ud og begynder at piske mel og aeg energisk sammen indefra og ud til man har en cremet konsistens i midten. Herefter tages haenderne i brug og med loese fingre samler man resten og aelter nu til man har en fast, men elastisk kugle. Saa er der det med at "traekke" pastaen. Man ruller sin pasta meget tyndt og husker jaevnligt at drysse med mel for at undgaa. Det er en sand kunst og kraever kraefter.

Har man ikke mulighed for at lave det selv, kan man skaffe nogle gode(!) friske pastaplader, som blandt andet saelges i Foetex eller i specialbutikker. Naar man har sine pastaplader og vil lave ravioli - si, de smaa, laekre firkanter med spinat og ricotta - saa skal man forberede fyldet af foelgende ingredienser(igen til 4 personer): 

280 g Ricotta ost

30 g kogt og afkoelet spinat

50 g friskrevet parmesanost

1/2 pisket aeg

salt, peber og revet muskatnoed

Bland ingredienserne til en homogen masse og smag til med krydderierne. Spred pastapladerne ud og soerg for at have dobbeltlag lagt til side til at laegge ovenpaa om lidt. Foerst skal en lille kugle fyld ad gangen fordeles paa pastapladen og i en geometrisk orden, dvs. raekker. Derefter laegges den anden halvdel ovenpaa og luften imellem lagene og fyldet trykkes ud med lette tryk. Hereftertager man et pastajul - saadan en lille takket rulle - og skaerer firkanterne, saaledes at hver firkant indeholder en lille kugle fyld.

Begynd at lave "sugo" (pastasov, red.), som efter tommelfingerregelen altid skal vaere faerdig foer pastaen! Smelt en stor klat smoer paa en pande og krydr med friske salvieblade og lidt peber. Jeg kan ikke sige det nok: Kog altid pasta i rigeligt vand med rigeligt salt - det skal smage som middelhavsvand!. Kog i 4 minutter. Lad i mellemtiden smoerret simre til det er let brunt og tag af varmen. Fisk dine ravioli op med en hulske eller haeld over i en si. Lad dem ikke dryppe for meget, foer de laegges over paa serveringstallerknen. Drys med frisk parmesan og haeld salviesmoerret over - e voilà :-) 

Billede af faerdigt produkt foelger!

Ciao :-)

En tur til floden

Det er heldigvis stadig varmt hernede hos os, og saa kan vi passende tage ned til floden og flade ud til lyden af rislende vandfald, vinden i traetoppende og boern og voksne, der hygger sig.

Borgo

Naar jeg gaar ned af den lille, hyggelige gade fyldt med blomster, faar jeg den foerste foelelse af glaede og ro. Italienerne er meget stolte af deres blomster, har en aeldre dame forklaret mig, mens hun omhyggeligt plejede sine blomster. Gaden bugner af blomster og idyl.

Paa toppen af den middelalderlige bro kan vi se husene langs floden og det lille kapel foran Mago og Rosannas have. Langs med floden paa den anden side ligger alle koekkenhaverne, hvor de lige nu hoester tomater. Naar vi kommer til det sted, hvor floden endnu engang skal krydses kigger man ind i flodens hule med groent paa begge sider og lige nu sparsomt vand, der flyder i den ene side. Her foler jeg mig taknemmelig og glad for at bo her i den smukke natur.

Gaar man videre langs floden sker det forunderlige, at man pludselig finder sig selv i en lille oase med en slags naturlig svoemmepoel og vandfald, omgivet af naturens groenne farver og stenene, som man kan ligge og sole sig paa. Her nyder alle livet, faar sig en sludder og en dukkert i det friske flodvand, naar solen bliver for varm.

Ulla og lille Emma ved floden

Hvis man ikke er til dukkerten, saa er det ren luksus at saette sig med foedderne i vandkanten og koele af, ligesom det er en fryd for boernede, der lige skal vaenne sig til at bade i floden, hvis de da ikke er vokset op her i omraadet.

Det er ren luksus fra narurens side og en kaerkommen lejlighed til at koele sig ned i sommervarmen.

Og saa haaber vi, at sensommeren byder paa dejligt vejr:-)

Venezia Mia

Hvor er jeg bare solgt til Venedig! 

For mange aar siden tog mine dejlige foraeldre mig med paa campingferieferie til Lido di Jesolo og jeg stiftede for foerste gang bekendtskab med Venedig. Jeg huskede det som byen med alt for mange mennesker, kaos, lidt beskidt og ikke mindst stedet, hvor min far fik stjaalet sin pung, saa vi hurtigt maate vaek derfra igen. Da jeg sommeren efter var guide for en tysk campingvognsudlejer paa selvsamme fine campingplads, var jeg stadig ikke videre imponeret over Venedig. Til gengaeld faldt jeg tilstraekkeligt meget for Italien, og har valgt at bo og leve hernede. 

Da Massi sidste aar i september, ti aar efter, tog mig med til Venedig, var oplevelsen en helt anden. Oplevelsen af en by saa unik og smuk, kanaler, vand og smukke broer, hvor du gaar og staar, en renhed og en ro. Derfor tror jeg, vi er ved at lave en tradition og har netop vaeret i Venedig igen. 

Mit yndlingstidspunkt i Venedig er timerne fra fem og ud paa aftenen, hvor varmen letter og menneskene ligesaa langsomt siver vaek, fyldt til randen med dejlige indtryk og  traette i ben og krop. Vi gaar gerne en tur og kigger paa kanaler og gondoler, lidt paa butikkerne og paa de mange masker, som karakteriserer Venedig, som ogsaa huser det efter sigende meget imponerende Carnevale di Venezia. Naar vi er ved at vaere maette af indtryk, saetter vi os paa baren paa hjoernet af Markuspladsen med udsigt til Canal Grande. Her nyder vi en laekker Spritz (en aperitif lavet paa prosecco, Aperol og lidt soda med en stor, fed oliven i), spiser chips, hvad vi ellers aldrig goer, og nyder at solen gaar ned og roen saenker sig over Venedig. 

Vi boede paa Lido di Venezia, som ligger 10 minutter med en Vaporetto(bus paa vand) fra Venedig, for Massi har en ven, Giacomo, som er gondolier. Han bor paa Lidoen, som ogsaa har den egenskab som lille ferie paradis, at der er ro og en strand. Desuden kan man sejle derover med sin bil. Venedig er ogsaa dyr at bo i, saa lad mig slaa et slag for Hotel Riviera, som udefra viste sig at vaere mindre paent, men indefra er fint, lidt kitchet og med en meget stor morgenmadsbuffet. 

Lad os ikke glemme disse flotte fyre, som denne dag havde bragt mange af Venedigs gaester ind i denne lille unikke del af Italien:-)

Den foedte romantiker

Nu kan det godt vaere, at jeg ikke har rendt og skiltet med at jeg er haabloes romantiker, men det har jeg saa en anledning til nu.

Vi bor i et middelalderligt Palazzo, som tilhoerte den velansete Familie Portinari fra Firenze. Huset er 800 aar gammelt og vi bor paa foerste sal over den lille koebmandsbutik drevet af to soestre. Det er stort og flot, Palazzo Portinari, som det kaldes nu, og vores lejlighed har stadig en del af det originale roedbrune stengulv. Der er hoejt til det moerketraeloft og vinduer og traedoerene er ogsaa smukt indrammede af moerkt trae.

Dante Alighieri(poet, forfatter af Den Guddommelige komedie og fader til det italienske sprog) flygtede fra Firenze, hvorfra han angiveligt fulgte vejen til Ravenna og saaledes gennem vores dal. Det slutter man deraf, at han i saadanne detaljer beskriver vores dal, det smukke Acquacheta-vandfald og ikke mindst den smukke prinsesse Beatrice fra Portinari-familien.

Haven oppe ved det nyrenoverede taarn i vores by er ogsaa navngivet efter Portinari-familien og lige nedenfor haenger der et stort billede, der illustrerer Dante og Beatrices frokost.

Kan en romantiker blive mere varm om hjertet end ved tanken om at bo i denne middelalderlige borg og saagar have residens med sin elskede i det palads, hvor Dante meget vel kan have besoegt sin Beatrice, som han forgudede - og saa tilbage i slutningen af 1200-tallet?!

Jeg erklaerer mig haabloes romantiker!

Fortsat god soendag